Tag dig selv alvorlig
Din største forpligtigelse bør være overfor dig selv, men det er desværre ikke sådan, de fleste af os lever. Vi har så travlt med at tage os af alle andre og alt uden om os selv, og det er bare på ingen måde en holdbar strategi at anlægge, når det kommer til ens liv. Det er lige som om, at der eksisterer en fortælling om, at hvis man tager vare på sig selv, så er man en egoist, der er ligeglad med andre og med fællesskabet, og det er fuldstændig løgn. Det ene udelukker ikke det andet, og alligevel bliver der ofte set ned på mennesker, der rent faktisk sætter sig selv først. Ikke desto mindre er det ret svært at kunne gøre noget for andre, hvis man selv er i underskud og ikke er i trivsel med sig selv. Og ved at bytte om på tingene, og først gøre noget godt for sig selv, så kan man derefter gå ud i verden og gøre godt for andre. Det er klogt.