Nu var der ikke så langt tilbage af Hjerl hede halvmarathon. Vi havde løbet 16-17 km. Ved det sidste depot drak jeg lidt, jeg havde pludselig fået den vildeste kvalme, og havde undervejs været nødt til at spytte alt ud jeg havde forsøgt at spise, nu ville jeg bare i mål, men faktisk vidste jeg ikke helt hvordan det skulle lykkes. Hver gang jeg var nede og gå, eller stoppede op, var det som om kroppen sagde: ?Godt, nu er du færdig. Jeg er stoppet med at fungere, så prøv du bare om du kan få mig i gang igen?. Men Jens fik mig med. Op af bakkerne tog han mig i hånden og så var det bare afsted, fødderne bevægede sig automatisk, snublende i den knoldede jord, – jeg var så træt i benene at jeg nærmest var i stand til at snuble over den mindst kvist – men op kom vi.
Pludselig var Frilandsmuseets bygninger der! Og dermed MÅL! Nærmest ud af ingenting stod de der pludselig. Det gav kræfter til at fortsætte, og så var porten der, lige foran os. Den røde målstreg på jorden. Endelig kunne jeg løbe i mål og få min hestesko.
